Vi lever i en tid med store omvæltninger. Mens vi sidder i lille trygge Danmark og kan være trætte af det våde vejr, er andre verdensteder bogstaveligt talt i brand. Bare se på Australien, hvis flotte natur er ved at blive ædt op af sultende flammer. Derudover har vi tilbagevendende problematikker såsom de store mængder af plastik, der langsomt danner plastikøer bl.a. i Stillehavet.

Handling forud for ord

Desværre er det problemer, der ikke kun rammer os mennesker, men ligeledes Jordens fantastiske dyreliv. Skildpadder kvalt af havets plastik, kænguruer dækket i brandsår, elefanter jaget af ulovlige krybskytter, er alle relevante emner at tage op. Selvfølgelig er nogle af disse problematikker ikke udelukkende klima-relaterede, men siden vi er de klogeste væsner i fødekæden er det vigtigt, at vi griber ind før det hele løber komplet af sporet. Især hvis vi ønsker at sikre den næste generation chancen for en lys fremtid. Vi kan ikke længere bare lukke øjnene og håbe alt i sidste ende løser sig på magisk vis. Det vigtigste lige nu, er nemlig at skride til handling!